KLANG møder Allan Gravgaard Madsen…

10. maj 2017

”Jeg tror, at musik er nødt til at gøre ondt engang imellem – og det gør den nu.” Allan Gravgaard Madsen fortæller om sin kommende debut fra Det Jyske Musikkonservatorium med den New York-baserede JACK Quartet og den danske klarinettist Mathias Kjøller.

Hvad handler dit nye værk om?

Dybest set handler det om at turde gøre ting for første gang. Normalt er min musik meget forskellig fra min person. Hvor jeg som person er meget rastløs og kan have gang i flere sætninger på én gang, når jeg taler, så kan jeg i min musik sagtens finde på at zoome ind på én detalje, én ide, og insistere på at have meget lidt materiale i meget lang tid.

Ordet debut betyder jo at gøre noget for første gang og for mit eget vedkommende, så bryder jeg helt konkret med et gammelt løfte med mig selv om aldrig at fremføre nogle af mine værker selv. Noget jeg allerede prikkede lidt til med mit værk for video Presents fra 2012. Det var en helt anden målestok end det, der kommer til at foregå i det nye værk. Videoværket var optaget, og vi kunne tage tingene om igen og igen. Det nye værk bliver over 60 minutter langt og live. I de 60 minutter byder jeg helt ekstraordinært folk indenfor til nogle helt særlige hemmeligheder omkring min musik, og hvordan jeg skriver den. Det er normalt kun meget få, der får indblik i den proces, som jeg altid har syntes, er meget privat.

Hvordan adskiller dit nye værk sig fra dine tidligere værker?

For det første bliver det det længste værk, jeg nogensinde har lavet. Det kan kun gå galt – for jeg ved slet ikke, om jeg kan finde ud af at fastholde folks fokus i så lang tid. Normalt er jeg meget sikker på formforløb og hvilke elementer, der skal indgå i værket nærmest før, jeg begynder at skrive, men lige nu føler jeg, at jeg sætter en masse på spil, da jeg endnu ikke har den færdige form og ej heller de færdige elementer. Hele processen er ret kaotisk og meget atypisk for min måde at arbejde på.

For det andet så spiller jeg selv personligt en større rolle i det her værk, end jeg før har gjort. Med undtagelse af det føromtalte værk for video, så har jeg holdt mig fra scenen så at sige. Jeg startede med at spille musik, før jeg blev komponist, men har aldrig kunnet leve op til mine egne krav for perfektion som musiker. Derfor indså jeg, at jeg har brug for andre mennesker og ikke mindst musikere til at hjælpe mig med at få det resultat, som jeg forlanger. Jeg kan ikke selv.

For det tredje arbejder jeg med et helt andet følelsesmæssigt aspekt i det her værk, end jeg før har gjort. Hvor følelser, som desperation og usikkerhed er tilstede på forskellige måder i tidligere værker, så får de en mere fremtræden rolle her. Jeg tror, at musik er nødt til at gøre ondt engang imellem – og det gør den nu.

Din debut markerer afslutningen på dit studie. Hvad tager du med dig videre?

Jeg får lyst til at sige to stole fra kantinen, men det er ikke rigtigt. (De stole er faktisk ikke særligt pæne.) Der er flere ting i det at studere, tror jeg. Du får mulighed for at lære en række færdigheder, og det har jeg været meget glad for. Færdighederne bruger jeg nu og vil selvfølgelig også bruge dem i fremtiden. Men den der indre ild, som man har som komponist, der bare må ud, er ikke noget, jeg har lært at få på konservatoriet. Den var der før det.

Det er jo dejligt at gå på en uddannelsesinstitution, hvor man i grove træk har fået lov til at gøre præcis det, man ville. Jeg har haft mulighed for at skrive værker, som jeg nok aldrig kommer til igen. Derudover har jeg også kunnet arrangere koncerter og få en masse kontakter igennem mit arbejde i AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere – og være med på holdet bag Ung Nordisk Musikfestival i 2016. Kontakter som jeg glæder mig til at udforske mere i den kommende tid.

Hvordan opstod samarbejdet mellem dig og musikerne?

Mathias kender jeg fra konservatoriet, og han er en af mine gode venner. Da jeg skulle bruge en blæser til debuten, så faldt valget på ham, fordi han jo spiller skidegodt, og fordi jeg foretrækker at skrive værker til folk, jeg kender. Han har også før spillet musik af mig, så han kender lidt til mine særheder. 

JACK Quartet mødte jeg i Berlin allerede i 2011, hvor de skulle spille på Ultraschall Festivalen. Da kvartetten kom til Danmark i 2013 i forbindelse med Dansk Komponistforenings 100 års jubilæum, så fik AUT chancen for at engagere dem til en koncert i Aarhus. Til koncerten skulle der spilles et værk af en ung Aarhus-komponist og valget faldt på mig og min strygekvartet Crystal Tapestry fra 2010. Siden har kvartetten og jeg været i løbende dialog om at arbejde sammen igen, og det er så blevet muligt nu.

Hvad venter der publikum?

Det er svært at sige – da værket ikke er færdigt på nuværende tidspunkt – men det er da mit håb, at folk bliver berørt. Men jeg kan jo ikke vide det. Jeg fokuserer på det, jeg selv bliver berørt af, og så krydser jeg fingrer for, at det når publikum.

Om ikke andet, så kan publikum jo glæde sig til at opleve musikere på internationalt topniveau med JACK Quartet og Mathias Kjøller på scenen. Så må de leve med, at jeg også er der.