PRESSEMEDDELSE:
Et af landets største hæderslegater til danske kunstnere uddeles i år til en pianist, en oboist og to komponister. Hæderslegatet uddeles i forbindelse med en koncert med Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal, Aarhus, den 22. november 2022.
De fire hæderslegater, der tildeles som en særlig anerkendelse af den enkelte kunstners virke, går i år til pianist Marianna Shirinyan, oboist Henrik Goldschmidt og komponisterne SØS Gunver Ryberg og Allan Gravgaard Madsen, der hver modtager 750.000 kr fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Hæderspris til symfoniske komponister
“Det er en hel særlig glæde at tildele hæderslegatet til to komponister, der begge har gjort sig særligt bemærket med symfoniske værker,” lyder det fra bestyrelsesmedlem i legatet, komponist Line Tjørnhøj:
“Det kræver et helt særligt kunstnerisk talent at bære samtidsrelevant substans ind i et så traditionelt medie som symfonisk musik. I disse år uropføres der utrolig få nyskrevne værker og der er store krav til komponisterne, som både skal forholde sig til et meget kompleks produktionsapparat og klassisk tradition. SØS Gunver Ryberg forbinder sig helt ukompliceret, med sine komplekse elektroniske lyduniverser og trance skabende rytmer, til symfoniorkestrets fulde klangspektrum.”
“Allan Gravgaard Madsen forløser med sin enkle konceptuelt stringente minimalisme orkestrets evne til at forføre og fortrylle lytteren i koncertsalen. Begge komponister udvider dermed på hver deres måde det symfoniske repertoire og bringer fremtidens publikum ind i den symfoniske akustik.”
Komponist SØS Gunver Ryberg har gennem de seneste 10 år markeret sig som en af de stærkeste stemmer indenfor den elektroniske musik på den danske og internationale musikscene. Hun fortæller om sit virke:
“Jeg ønsker at blive ved med at udforske nye visioner for musikken og lydkunsten. Det er vigtigt for mig at være en stemme i samfundet, der udfordrer det kommercielle. Jeg insisterer på kompromisløsheden. Musikken er for mig ikke underholdning, men en nødvendighed. Kompleksiteten i vores tid, afspejles i mine værker, og jeg håber mit virke kan inspirer andre og at værkerne er med til at gøre en forskel.”
interview med SØS Gunver Ryberg
video: Birgit Tengberg
SØS Gunver Ryberg har engageret sig i en lang række samarbejder indenfor teater og performancekunst, lydinstallation, computerspil og film og har tidligere arbejdet sammen med Aarhus Symfoniorkester.
Komponist Allan Gravgaard Madsen er også en kendt skikkelse i Aarhus Symfoniorkester idet han frem til 2024 er huskomponist for orkesteret. I perioden skal Allan Gravgaard Madsen komponere fire værker; et kortere værk Ouvert’, som også skal opføres i forbindelse med legatuddelingen, blev uropført i 2020, Concerto Grosso for strygekvartet og orkester blev uropført i maj 2022 og i 2024 uropføres de sidste to værker. Hans værker bliver ofte beskrevet som ”poetisk insisterende” i deres udforskning af spændingen mellem stilstand og bevægelse.
Allan Gravgaard Madsen har gennem tiden lavet både radio og tv og var for nyligt aktuel på skærmen i DRs program Operarejsen, hvor han sidste sommer rejste rundt i Europa sammen med Frederik Cilius og Rasmus Bruun i en autocamper for at opleve opera på de store scener og samle inspiration til en komposition.
interview med Henrik Goldschmidt
video: Birgit Tengberg
Også de to musikere får rosende ord med på vejen fra bestyrelsesmedlem violinprofessor Tim Frederiksen:
“Når Henrik Goldschmidt lukker øjnene og med sin obo går dybt ind i musikken, ved man, at det er de store følelser, der er på færde. Det kan være som soloboist i Det Kongelige Kapel, kammermusiker og ikke mindst som en medrivende fortolker af den jødiske klezmermusik, som står hans hjerte så nær. Alle genrer er gode, når de bliver spillet med glødende engagement og det har Henrik Goldschmidt i rigt mål.”
Henrik Goldschmidt har gennem årene vist stor idealisme og en tro på musikkens stærke kræfter, gennem grundlæggelsen af The Middle East Peace Orchestra, et ensemble med palæstinensiske og jødiske musikere, der arbejder for forståelse og fred imellem de to folkeslag. Ligeledes har han skabt musikskolen Goldschmidts Musikakademi, der har fokus på styrke både sammenhold og egenværd hos børn, der ikke ellers ville få mulighed for at spille musik.
Netop denne trang til at binde folk sammen gennem musik afspejler sig også i Henrik Goldschmidts kommentar, da han får overrakt den glædelige nyhed om hæderslegatet:
“At modtage Carl Nielsen prisen er en stor ære og giver mig en helt vidunderlig frihed. En frihed til at tage mig tid. Tid til at skrive og spille min egen musik, tid til kunstnerisk fordybelse og nok allervigtigst; – tid til at fortsætte udbredelsen af gratis musik til endnu flere børn i verden.”
interview med Marianna Shirinyan
video: Birgit Tengberg
Den sidste af de fire hæderslegater uddeles i år til en vidunderlig kunstner, der med stort pianistisk overskud har givet både det danske og det internationale publikum så mange skønne oplevelser, fortæller Tim Frederiksen. Armensk-fødte Marianna Shirinyan har etableret sig som en af tidens mest spændende og efterspurgte pianister både som solist og kammermusiker. Ikke bare i Danmark men i hele Europa er hun kendt og elsket for sin passionerede spillestil.
“Man skal være i kontakt med de jordskælv man har i sjælen, for at skabe musik”, har Marianna Shirinyan engang udtalt, og det er en sætning, der på så mange måder indfanger hendes uforfærdede væsen. Tilgangen til de store passioner i musikken er et stadigt kendetegn for en kunstner, der har været en gave til dansk musikliv, siden hun kom hertil som pianist i Esbjerg Ensemblet,” kommenterer Tim Frederiksen.
Kom og vær med!
Prisuddelingen finder sted tirsdag den 22. november klokken 19:30 i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, i forbindelse med en koncert med Aarhus Symfoniorkester.
Koncerten er gratis, men du skal reservere dine billetter for at få plads.
OM LEGATET
I 1957 stiftede komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens to døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmanyi, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat til minde om deres forældre.
Carl Nielsens store popularitet har sidenhen gjort, at fonden i dag er i stand til hvert år at uddele fire hæderlegater på intet mindre end 750.000 kr. stykket. Hvert andet år til billedhuggere og hvert andet år til musikere og komponister.
Legatet tildeles som en særlig anerkendelse af kunstnernes virke og som en opbakning og støtte til den enkelte kunstners fremtidige arbejde.
Endvidere uddeles der normalt årligt i alt 15 talentpriser til unge musikere, komponister og billedhuggere.
Herudover støtter fonden efter ansøgning løbende projekter, der har til formål at synliggøre og formidle Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske virke.
OM LEGATET
I 1957 stiftede komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens to døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmanyi, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat til minde om deres forældre.
Carl Nielsens store popularitet har sidenhen gjort, at fonden i dag er i stand til hvert år at uddele fire hæderlegater på intet mindre end 750.000 kr. stykket. Hvert andet år til billedhuggere og hvert andet år til musikere og komponister.
Legatet tildeles som en særlig anerkendelse af kunstnernes virke og som en opbakning og støtte til den enkelte kunstners fremtidige arbejde.
Endvidere uddeles der normalt årligt i alt 15 talentpriser til unge musikere, komponister og billedhuggere.
Herudover støtter fonden efter ansøgning løbende projekter, der har til formål at synliggøre og formidle Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske virke.
KOM OG VÆR MED
Legatuddelingen finder sted i forbindelse med en koncert med Aarhus Symfoniorkester tirsdag den 22. november klokken 19:30 i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus.
Koncerten dirigeres af den Magnus Larsson, der modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legatets talentpris i juni 2022.
HÆDERSLEGAT MODTAGERE 2022
Marianna Shirinyan, pianist: http://nielsen-legat.dk/mariana-shirinian/
Henrik Goldschmidt, oboist: http://nielsen-legat.dk/henrik-goldschmidt/
SØS Gunver Ryberg, komponist: http://nielsen-legat.dk/soes-gunver-ryberg/
Allan Gravgaard Madsen, komponist: http://nielsen-legat.dk/allan-gravgaard-madsen-2/