Skip to content
Concerto Grosso med JACK Quartet

Concerto Grosso med JACK Quartet

JACK Quartet
Photo: Shervin Lainez

Torsdag den 19. maj 2022 uropføres Allan Gravgaard Madsens Concerto Grosso med JACK Quartet og Aarhus Symfoniorkester. Det er et værk som rummer både det episke, det romantiske og en hel del overraskelser.

Bag kompositionen ligger et finmasket net af talsystemer, opfindsomme benspænd, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger – Allan Gravgaard Madsens egne, såvel som de fire stjernesolisters.

Skrevet af Solveig Lindeskov, Edition·S

Forrest på scenen sidder en af verdens største kapaciteter inden for ny musik, den amerikanske strygekvartet JACK Quartet. Flere elementer af værket er vokset direkte ud af komponistens prøveforløb og samtaler med de fire musikere.

For Allan Gravgaard Madsen er det en helt essentiel del af den musikalske proces, at han lærer musikerne at kende på et mere personligt plan, så musikken bliver skrevet til dem.

Concerto Grosso kommer det eksempelvis til udtryk i en forvrænget reference til Irving Berlin, som var komponisten bag den ene solists foretrukne klaverrepertoire under corona-pandemiens nedlukning. En anden af solisternes faste løbetempo udgør tempoet gennem en stor del af 1. sats.

Uddrag fra Concerto Grosso
Uddrag fra Concerto Grosso af Allan Gravgaard Madsen

Vil du opleve værket?

Vil du læse lidt mere om værket?

Stilstand og bevægelse

Allan Gravgaard Madsen beskriver sin musik som stilstand og bevægelse:

”Du har én tone, som klinger længe, men tonen høres gennem forskellige rytmer, registre og klangfarver. Tonen bliver klædt forskelligt på, kan man sige. Selvom den tonemæssigt står stille, så bevæger den sig.”

Hele første sats i Concerto Grosso består kun af fire toner. Det er ikke hvilke som helst fire toner. Her kommer talsystemerne nemlig i spil: J, A, C og K er alfabetets 10., 1., 3. og 11. bogstav. Disse tal kan overføres til en kromatisk skala. Hvis man starter fra nøglehuls-C, så giver det tonerne A, C, D og Bb.

”Det er min påstand, at publikum ikke vil opdage, at materialet er begrænset til de fire toner. For de skifter hele tiden register, klangfarve og rytme,” siger Allan Gravgaard Madsen.

“Når jeg begrænser mit materiale til et minimum og begynder at dykke ind i begrænsningerne, så frigør jeg mig selv til at skabe nye muligheder og presse rammerne til deres yderste. Det udløser et nærvær i materialet. Hos mig, når jeg komponerer. Hos musikerne, når de får værket i hænderne. Det er et nærvær, som jeg håber, at musikken også kan fastholde publikum i,” fortæller Allan Gravgaard Madsen.

Er du nysgerrig på hvordan jeg arbejder med musik?

Jeg forsøger at give nogle svar i videoen.

Fuld af greb

Concerto Grossoen er fuld af greb, der vil få publikum til at spidse ører undervejs.

1. sats består af 23 variationer, og 2. sats er et ultrakort remix af 1. sats. En sats på knap et minuts musik, der bygges op af et glimt fra hver af de 23 variationer.

I 3. sats lægges en række jazzakkorder ovenpå hinanden i en faldende tonesky, og i 4. sats opløses skillelinjen mellem virkeligheden og drømmeverdenen.

Når JACK Quartet uropfører Gravgaard Madsens Concerto Grosso, er det ikke første gang, de har et værk af den danske komponist på nodestativerne. Samarbejdet mellem komponisten og kvartetten går knap 10 år tilbage.

I 2013 fejrede Dansk Komponistforening 100-års jubilæum med en række arrangementer og koncerter. I den forbindelse opførte JACK Quartet Allan Gravgaard Madsens strygekvartet Crystal Tapestry.

På det tidspunkt spurgte den unge komponist om de ville spille til hans debutkoncert, hvis han kom i solistklassen på konservatoriet.

”De sagde ja uden at tøve, og det har de faktisk gjort lige siden,” fortæller Allan Gravgaard Madsen.

Allan Gravgaard Madsen
photo: Malthe Folke Ivarsson

Om Allan Gravgaard Madsen

Allan Gravgaard Madsen (f. 1984) studerede komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, ved Simon Steen-Andersen, Niels Rønsholdt og Joanna Bailie.

Gravgaard Madsens musik er blevet opført af DR SymfoniOrkestret (DK), Aarhus Symfoniorkester (DK), ensemble recherche (DE), JACK Quartet (US), Mimitabu (SE), Cikada (NO), Ensemble Lemniscate (CH), Aksiom (NO) og mange flere. Siden 2018 har Allan Gravgaard Madsen været tilknyttet som huskomponist hos Aarhus Symfoniorkester.

Allan Gravgaard Madsen er aktiv i mange hjørner af den danske musikscene. Han har arbejdet på tværs af den klassiske musikgenre med kunstnere som Efterklang og Annika Aakjær. I 10 år sad han i bestyrelsen for Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) og i perioden 2017-2020 var han kunstnerisk leder af Århus Sinfonietta. Aktuelt er han medlem af bestyrelsen for Dansk Komponistforening. Han har været vært for radioprogrammet Taktløs på P2 og er ofte gæst i Den Klassiske Musikquiz på DR2. Senest har han medvirket i TV-serien Operarejsen på DR2.  

Photo: Per Morten Abrahamsen

Om Ryan Bancroft

Allan Gravgaard Madsens Concerto Grosso uropføres torsdag den 19. maj kl. 19.30 i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus. 

Koncerten dirigeres af den unge amerikanske dirigent Ryan Bancroft, som vandt Malkokonkurrencen i 2018.

Siden da har Bancroft gjort kometkarriere og har fået en række prestigefulde ansættelser, bl.a. som chefdirigent for BBC National Orchestra of Wales og fra 2023 tiltræder han som chefdirigent for Kungliga Filharmonikerna i Stockholm.

Photo: Beowulf Sheehan

Om JACK Quartet

JACK Quartet er et af de mest anerkendte og anmelderroste ensembler for moderne kompositionsmusik på verdensplan.

New York Times har kaldt JACK Quartet for ”vores førende ny-musik-kvartet”. Boston Globe har beskrevet dem som ”den ny musik-verdens superhelte”.

Kvartetten har bl.a. samarbejdet med komponister som Julia Wolfe, Helmut Lachenmann, Caroline Shaw, Simon Steen-Andersen og Philip Glass, og har optrådt verden over.